Du må ikke forsvinde.

Det handler om overfladen. I læberne og i huden. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Var det skovene du kom fra? Uforståelige sætninger at klæde sig i.

Var jeg stille? Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere.

Der var intet som skulle glemmes. Som nu i morges: Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. På en rude. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

Nordlysets sitren i din stemme. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.

Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Var dine drømme imellem læber? Hvad tæller du til? Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke.