Landskab d 16.08.16 17:38:57 til 17:39:44

Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Under den blå, blå himmel.Under den blå, blå himmel. Under den blå, blå himmel. Ikke var muligt at komme derind. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Hav d 16.08.16 17:31:19 til 17:32:26

Dagene alene på landet. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Landskab d 16.08.16 16:52:31 til 16:54:35

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Det er bare. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Intimiteten i skriften Du skrev et sår i min fremtid. Som at skrive i koder. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Hav d 16.08.16 16:35:42 til 16:38:54

Kaffen står kold i det kolde vindue, jeg drikker den ikke, den er kold. Der åbnede sig. Så trak dagen langsomt på øjne. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Der var intet som skulle glemmes. Alting ligger bag alting. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.