Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Under den blå, blå himmel.Under den blå, blå himmel. Under den blå, blå himmel. Ikke var muligt at komme derind. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Jeg er på den anden side af havet. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Blå. Min ene pen er rød og den anden sort.

Dagene alene på landet. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Stolen jeg sad på knirkede i natten.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Det er bare. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Intimiteten i skriften Du skrev et sår i min fremtid. Som at skrive i koder. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Kaffen står kold i det kolde vindue, jeg drikker den ikke, den er kold. Der åbnede sig. Så trak dagen langsomt på øjne. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Der var intet som skulle glemmes. Alting ligger bag alting. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Sletten forvandler sig til mørke og sten. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Hvilken nat fulgte efter natten?

Det er bare.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Bordet vipper. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Glasdråbehænder. Hvad skulle glemmes?

I bussen skrev jeg en sms til dig. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg var nøgen i de dage.

Bare mørket.

Bagefter sad jeg i timer og læste. Stjernekontinent. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Dagene. Ugerne. Vennerne.

Intimiteten i skriften Ilden. I et efterår ville jeg være flov. Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften.