Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Bøgerne tegnede deres egen retning. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Bøgerne tegnede deres egen retning. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Skriv mig ind i dine læber. Jeg har skrevet et kort. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje.Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje.

Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Der var noget som åbnede sig. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.

Nætterne. Ugerne. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.

Sletten forvandler sig til mørke og sten. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Oplæsning for intetheden.

Når du siger mit navn, svarer min krop. Intet, jeg modtog intet.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Jeg skrev intet ned i den periode. Den sorte nat er uudgrundelig, jeg går i blinde.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Vi bestiger bjerge og sejler på byernes yderste skælven. Nu er der en uro i kroppen. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Altid er det dette langsomme blik.

Det er hvert eneste streetview fyldt op af vores arme og ben. Nordlysets sitren i din stemme. Byen. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Du havde tabt en linje i min drøm. Bag diamanterne. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.

Jeg skriver dagen igang, stille. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamantPå altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant