Blæste det virkeligt?

Jeg skrev intet ned i den periode. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Hvad tæller du?

Hvem var det, der skrev: I hver dag gled rester af betydning med mig videre. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Jeg er på den anden side af havet. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Rundt omkring de milde lysninger, sådan at gå dér alene blandt ord. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Min ene pen er rød og den anden sort. Jeg prøver dette tilfælde. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Jeg vågner og ser dig, dine øjne. Stod imod, men skrev: intet. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Vi har de samme øjne. Dagene. Ugerne. Vennerne. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

Du. Træk mig helt ned. Det handler om overfladen. Indimellem sagde du nogle ord. Udsagn. Jeg prøver dette tilfælde. Et brev. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Bag øjnene sidder en lampe og ser. Jeg fortæller jeg fór vild i den ørken.

Vi, de uddøde arter.

Jeg sejlede henover ørknen, henover sandet.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Vi stod og lyttede. Så så jeg den tredje dag i det larmende i det nære.

Var du nattens fortvivlede stilhed? Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

Det var før du kunne forsvinde. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Vi har de samme øjne. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Jeg har skrevet et kort til dig. Når du siger mit navn, svarer min krop. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Ring til mig uden grund. Ikke søge ly. Det gør ikke noget.

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.