Mørket kaldte vi mørket. Jeg var i din krop, og du? Bag stemplerne. Her er dagen allerede langt foran mig. Ikke. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden.