På en rude. Sletten forvandler sig til mørke og sten.Sletten forvandler sig til mørke og sten. Sletten forvandler sig til mørke og sten. Sletten forvandler sig til mørke og sten.

Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.

Hvilken nat fulgte efter natten? Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Bøgerne tegnede deres egen retning. Der var noget som åbnede sig. Bordet vipper.

En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. For hvert lag af betydning i stenene.

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Det her er ingen leg. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Gennem hullet i hegnet. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Sandet. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Hvem var det, der skrev:

Ikke glemme floderne i ørerne.

Her er dagen allerede langt foran mig.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Hvem var det, der skrev:

Hvem var det, der skrev: Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. De vigtigste. Jeg skrev mig vild i de dage. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Jeg tror, du havde glemt den der. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Og vi vågnede. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje.

Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.