På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.

Nu driver mine drømme ud i et hårdere, en sværre tid. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Jeg faldt i søvn og lå og mærkede din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.

Hvilken dag fulgte efter dagen? Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Jeg skriver i natten, i den fugtige alvor.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Oplæsning for intetheden. Sandet. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Muren omkring ordene. Intimiteten i skriften Noter. Beskrivelser.Noter. Beskrivelser. Noter. Beskrivelser.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. I hver dag lå postkassen ensom og stille. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Dit navn i skyggerne. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Kan jeg skrive sådan? Sort. Oppe på bakken. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

Jeg læste dine linjer Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?) De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Og en anden dag: De glitrende hemmeligheder inde i stenene.

Afsavn. Vidste du det?Vidste du det? Vidste du det? På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Intimiteten i skriften. Dine øjne.

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Brev i april.

Når du siger mit navn, svarer min krop. I den første nat kunne jeg ikke finde ro, kroppen der manglede ved min side, stilheden. Var disse linjer virkeligt virkelige? Hvor vil det ødelagte sprog hen?

De glitrende hemmeligheder inde i stenene.

Her er dagen allerede langt foran mig. Over murbrokkerne. Dine diamanter lyser i min mund. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.