Jeg sad alene i solen.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Fugle flakser i diodenattens klirren. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Stolen jeg sad på bevæger solen med natten.

På en rude. Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Et genert rum, et intimt rum.

I natten trækker vi vejret igennem hinandens beskeder, lol, lol (lol no more). Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Zeitgeist. Shit. Show. Nu sejler jeg bare i version .. Det her er en leg. Og vi, melankolske sovende, snakkende (chat, chat), vågnende, falder i kryds. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.

Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?) Et genert rum, et intimt rum. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Under den blå, blå himmel.

Fuglene hang på den blå, blå himmel. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Har vi de samme øjne? Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Min vejrtrækning er søvnens uro, er den søvnløses uro.

Som at skrive i koder. Så så jeg den tredje dag i det larmende i det nære. Skoven forvandler sig til lysning og vand.Skoven forvandler sig til lysning og vand. Du, du venter en sweet sol.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Bordet vipper. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Mine linjer kommer igen. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Mens jeg læste dine sætninger skrev du videre ind i dig selv. Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Glashænder.

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Skærmen er en verden i sig selv: hvor er dit hjerte, hvor er din hud?

Gennem hullet i muren. Der lå figner på jorden. Jeg sejlede ind mellem dine øjne og kyssede bjergenes matte ud gennem skygger. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.