Det gør ikke noget. Det her er ingen leg.

Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Diamanterne. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Gennem hullet i hegnet. Jeg skrev i en stråle af sol. Nordlyset tøver i vores stemmer. Var det skovene du kom fra?

Nu er der en uro i kroppen. Har vi øjne? Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv. Den tredje er ude. De bløde bakker udenfor byen. Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv.Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv. Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv.

I sollyset, en ædelsten.I sollyset, en ædelsten. I sollyset, en ædelsten. Det tøj der er på min krop hænger på min krop.

Uden grund. Var det markerne du kom fra? Din krop? Og en anden dag:

De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Hvor vil det ødelagte sprog hen?

Nu ser du en sort kvadrat tegne sig et sted i det strømmende. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Sætningen løb videre igennem kæben. Den sorte nat er uudgrundelig, jeg går i blinde.

Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne. Solens sind.

Sætningerne er en ørken. Da jeg faldt i søvn, blev jeg i tvivl: Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre.

I månen – wowow – viser natten sine inderste tricks. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Jeg hader at vågne og se dig vågne. Tågen i skovene i udsigten.Tågen i skovene i udsigten. Tågen i skovene i udsigten. Tågen i skovene i udsigten. Tågen i skovene i udsigten.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Du siger noget om solen. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. I lyset lå jeg og slukkede mine tanker, så de ikke kunne se igennem larmen.

Blå øjne mod den milde himmel. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Glæden som sejlede på tærsklen til natten i strømme af sort. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Ude ved fabrikkerne.

Jeg skrev intet ned i den periode. Glasdråbehænder. Farvede lidt sort i din ørken. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Jeg læste dine linjer Det dybeste af alt er huden? Solstorm.

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

I natten trækker vi vejret igennem hinandens beskeder, lol, lol (lol no more). Et genert rum, et intimt rum. Som at sidde i dine øjne og bare lytte til alting.

Hver morgen slår månens sind en bro gennem kløfterne. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.