Tågen i skovene i udsigten. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Vi er et party.

Ikke var muligt at komme derind. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med! Jeg bladrer i en tilfældig bog.

Blæste det virkeligt? Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Var du nattens fortvivlede stilhed? Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Hvad skal vi med den voldsomme? Det var ikke markerne jeg kom fra.

Dit navn var alt jeg hørte.

Trak jeg de yderste bjerge? I læberne og i huden. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Dine diamanter lyser i min mund. Jeg er på den anden side af havet. Bøgerne var de eneste.

Tågen i skovene i udsigten. Sådan her sejlede mine nætter. Jeg skriver på mine fjender, fak dem i hjernen. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Et wack rum, et rum for stars.

Jeg i den ørken. Indimellem sagde du nogle ord.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Stjernekontinent. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Afsavn. Udsagn.

Men mit sprog er ikke fjendtligt. I hver dag gled rester af betydning med mig videre