Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Udsigten var håbløs.

I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Som at læse glemte aviser. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Under den blå, blå himmel. Solens pind.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Og vi vågnede. Når en stråle af sol faldt på min hud, sagde du, det var et digt, der lå der som en stilhed, som et tegn.

Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Muren omkring ordene. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Nordlysets sitren i din stemme. Glashænder.

Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?

Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Muren omkring ordene. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv.

Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Oplæsning for intetheden.

Ordene, små toppe af skum. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan noget. Sletten forvandler sig til mørke og sten.

Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Der er en som har vendt sin trøje omvendt.

Dagene. Ugerne. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Over murbrokkerne. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Og vi vågnede. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid.

Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Og en anden dag: Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.

Var det markerne du kom fra?

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.