Var jeg stille? Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Det var ikke markerne jeg kom fra. Hvad skulle glemmes?

Du siger noget om solen. Ikke glemme floderne i ørerne. Ikke glemme floderne i ørerne. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller.

Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Ord. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Giver det mening? Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

Bøgerne tegnede deres egen retning. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Glashænder. Solstorm. Muren omkring ordene. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Intimiteten i skriften Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Det handler om overfladen. Du siger noget om solen.

Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Det tøj der er på min krop hænger på min krop.

Uforståelige sætninger at klæde sig i Jeg fandt en linje et sted under min reol. Luften og jordens sange. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.

Der var noget som åbnede sig. Det tøj der er på min krop hænger på min krop. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Regnvejrsmeteor. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Jeg skriver dagen igang, stille.