Solstorm. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Det er bare. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Over murbrokkerne. Der hang figner henover udsigten.Der hang figner henover udsigten. Der hang figner henover udsigten. Der hang figner henover udsigten. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind.

Alene? Hver morgen: Wow! Sætningerne er et hav. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Og vi vågnede. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Det var ikke skovene jeg kom fra. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Og vi vågnede. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Rifterne, rifterne, rifterne. Hvad tæller du til? Er du på den anden side af havet?

Det? Jeg prøver at forstå dette tilfælde:

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Jeg sad alene i solen. Nu er der en uro i kroppen. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Det tøj er min krop på min krop. Var du nattens fortvivlede stilhed? Jeg prøver at forstå dette tilfælde:

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Du, du.

Som nu i morges: I læberne og i huden.

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Vidste du det? Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Nede ved havet. Jeg sad alene i solen.

Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Dine diamanter lyser i min mund.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Det var ikke skovene jeg kom fra.

Og vi vågnede. Hvad tæller du til? Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Blå. Og dén himmel; det var en sindssyg dag.