Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Ring til mig uden grund. Et genert rum, et intimt rum. I sollyset sitrer en ædelsten fra jordens inderste. Var det skovene? Nu er der en uro i kroppen.

Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Min ene pen er rød og den anden sort. Sætningerne er sarte kredsløb.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Nordlysets sitren i din stemme. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. De vigtigste. Hvor længe havde du drevet i vinden? Et genert rum, et intimt rum.

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Vores land. Dagene. Ugerne.

Sådan svarede du. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Sandet. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.

Jeg havde endnu ikke mødt dig. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Træerne. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.

Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

Her er dagen allerede langt foran mig. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Giver det mening? Et genert rum, et intimt rum. På et stort stykke hvidt papir.

Jeg går bare og venter på den fucking sol.

Var jeg stille? Blå. Hvad tæller du til? I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Vidste du det? Jeg går bare og venter på den fucking sol. Jeg var i din krop, og du? Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

Jeg forsvinder ikke. Dette langsomme blik imod stenene.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Afsavn. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.

Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Humøret blandt flowdiagrammer af mørke, af lys.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.