Blå. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Gennem hullet i hegnet.

Dagene. Ugerne. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Og vi vågnede.

Intimiteten i skriften. Ikke søge ly i den flod.

På et stort stykke hvidt papir. Jeg var nøgen i de dage. Dine sætninger.

Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Du må ikke forsvinde. Vidste du det? Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

Jeg forsvinder ikke. Vi stod derinde og fortalte og lyttede.

Er du på den anden side af havet? Du siger noget om solen. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.

Du må ikke forsvinde. Mørket kaldte vi bare for mørket. Kan jeg være i dette landskab?

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Jeg skrev mig vild i de dage. Jeg læste dine linjer Muren omkring ordene. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Jeg læste dine linjer Der løber ord ud af min hud.

Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. De vigtigste. Mørket kaldte vi bare for mørket. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Intimiteten i skriften. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten.

Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv.Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne.

Og en anden nat: I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

Lysene lyste. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf.