Uforståelige sætninger at klæde sig i Ring til mig uden grund. Om andre byer, andre verdener. I læberne og i huden. Luften og jordens sange. Det dybeste af alt er huden?

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Solens sind. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Og en anden dag: I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Bagefter sad jeg i timer og læste.

Af alt det lysende, reflekterende, matte. Over murbrokkerne. Sletten forvandler sig til mørke og sten.

På en rude. Over murbrokkerne. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Udsigten var håbløs. Gennem hullet i hegnet. Den sindssyge himmel.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Blå.

Uforståelige sætninger at klæde sig i I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Her er dagen allerede langt foran mig. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Du siger noget om solen. Alting ligger bag alting.

Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Kalken. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Stod imod, men skrev: intet.

Var det skovene du kom fra?

De vigtigste. Jeg ikke det der. Mørket kaldte vi mørket. Ikke var muligt at komme derind. Uden grund. Jeg, jeg.

Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Var disse linjer virkeligt virkelige?

Ilden. Ordene, små toppe af skum.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Det er bare. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Gennem hullet i muren.

Et stort papir. Uforståelige sætninger at klæde sig i.

Men mit sprog er ikke fjendtligt. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. Intimiteten i skriften.