Hvilke krystaller lyste i dine ord? Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Alene? Jeg skrev mig vild i de dage. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Kan jeg skrive sådan? Sådan svarede du.
Dette tilfælde.
Det var dele af din virkelighed, der gled ind mellem mine læber. Her er natten allerede et stort show. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Jeg kyssede en vej ind i sindssygen.
Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Sætningerne er det inderste af huden, fibre, muskler, blodsprængniger.
Sammenhængene i dine læber, dine øjne og det sprøde landskab, at række helt derud.
Som at læse glemte aviser. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.
Wow; dit wake-up-ansigt er for vildt i det langsomme.
Nu driver mine visioner ud af tangenter og tastaturets heftige, heftige lys. Dine langsomme løgne er et lys i min himmel. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.
Sådan svarede du. Mørket kaldte vi bare for mørket.
Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Du kan være i dette landskab. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.
Jeg ryster en tilfældig bog.Jeg ryster en tilfældig bog. Jeg ryster en tilfældig bog. Jeg ryster en tilfældig bog. Jeg ryster en tilfældig bog. Derinde bag bjergene. Tilbage i fortiden, hvad skulle vi tilbage i fortiden?
Idealet, sagde den gamle hund, er en mumlende idiot ved daggry.
Stod imod, men gjorde intet. Tilbage i fortiden, hvad skulle vi tilbage i fortiden? Og en anden dag: Farvede ordene milde. Jeg prøver at tegne dine mørke øjne i mine sætninger.
Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ. Lige strejfe med læberne ned gennem siderne.
At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Du, solen. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne
Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Solstorm. Jeg læste dine linjer Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.