Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Alting ligger bag alting. Jeg skrev mig vild i de dage.

Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Ikke.Ikke. Ikke. Jeg kunne mærke dit hjerte.Jeg kunne mærke dit hjerte. Jeg kunne mærke dit hjerte. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Kan jeg skrive sådan? Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Jeg skriver dagen igang, stille. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Trak jeg dig med til de yderste bjerge?

Blæste det virkeligt?Blæste det virkeligt? Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Stjernekontinent. Der var noget som åbnede sig. Hvad vil disse knuste sætninger? Sådan svarede du.Sådan svarede du.
 
Solstorm. Jeg skriver dagen igang, stille.

I et efterår ville jeg være flov. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

Sætningerne er et hav. Vi, de mindste detaljer. At tegne øjne i sætninger.

Intimiteten, skriften. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden.

Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Hvilke krystaller lyste i dine ord?

Og en anden dag: Det var ikke skovene jeg kom fra.

Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Du foldede dig ind i mine ord.

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Tvivlen, at stå på kanten af bjergene og betyde stilhed. Dansende, legende, lyttende. Jeg ryster en tilfældig bog.

Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Vi taler om andre betingelser for nærvær. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Var disse linjer virkeligt virkelige?