Det var ikke skovene jeg kom fra.

Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Sådan er det. Du i mit vindue, i min vindueskarm. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Sætningerne er et hav.

Det tøj er min krop på min krop. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. I bussen skrev jeg en sms til dig.

Du må ikke forsvinde. Ikke søge ly. Nu er der en uro i kroppen. Afsavn.

De vigtigste. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.

Jeg var nøgen i de dage. Kan jeg skrive sådan? Jeg skrev i mine tanker, fulgte skyernes bevægelse med vinden.

Jeg tror, du havde glemt den der. En uro i kroppen. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Gik vi igennem bjerge af langsommelighed? Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Som nu i morges:

De vigtigste. Du må ikke forsvinde. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

Mod de yderste bjerge. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Jeg var i din krop, og du? Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Sætningerne er et hav.

Kan jeg skrive sådan? Jeg skriver dagen igang, stille. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Du, solen. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Som nu i morges: Blæste det virkeligt? Intimiteten i skriften

Skriv mig ind i dine læber.

Var det markerne du kom fra? Jeg var nøgen. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Noter. Beskrivelser. Intimiteten, skriften. At tale var blevet uoverskueligt. Derude i tomme haller.

At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Jeg har skrevet et kort til dig. Min ene pen er rød og den anden sort. Stjernekontinent. Bagefter sad jeg i timer og læste.

Bøgerne hvilede omkring kaffen. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Kan jeg skrive sådan? Dagene. Ugerne. Vennerne. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Der var intet som skulle glemmes. Jeg skrev i mine tanker, fulgte skyernes bevægelse med vinden. Dine diamanter lyser i min mund. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.