Jeg er på den anden side.

Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Om overfladen. Det jeg kom fra.. Jeg har skrevet et kort. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene.

Jeg tror, du havde glemt den der. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter

Blå. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Oplæsning for intetheden. Alting ligger bag alting. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Sletten forvandler sig til mørke og sten.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Du siger noget om solen. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Lysene lyste.

Ilden. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg læste dine linjer Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag.

Ikke glemme floderne i ørerne. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. I læberne og i huden. Kan jeg skrive sådan?

Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.

Du beskrev bilerne, deres driven, deres larm. Jeg tegnede din hud på alting. Jeg var i morges.

Rifterne, rifterne. Det tøj er min krop på min krop. At tegne øjne i sætninger. I bussen skrev jeg en sms til dig. Du trak de yderste bjerge. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

Det? Udsagn. På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider. En uro i kroppen. Sådan svarede du. Jeg var i din krop, og du? På et stort stykke hvidt papir. Sandet.

Var det skovene du kom fra? Sad jeg? Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

At tale var blevet uoverskueligt. De vigtigste. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. I natten, en fjern stemme, søvn. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Et brev. Var det skovene du kom fra? Den tredje er ude. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten.

Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Hvad med den himmel? Du må ikke forsvinde. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

Mørket kaldte vi bare for mørket. Jeg er på den anden side af havet. Ikke søge ly.

Jeg har plads i min hud. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Der var intet som skulle glemmes. Hvad tæller du til? Det giver mening. Hvad? På en.

Jeg vågner og ser dig, dine øjne.