Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Og en anden dag: Af alt det lysende, reflekterende, matte. Det gør ikke noget. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Du siger noget om solen.

Hvad skulle glemmes? Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene.

Du må ikke forsvinde. Er du på den anden side af havet? Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Kan jeg være i dette landskab? Jeg var nøgen i de dage. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Når du siger mit navn, svarer min krop. De fine hår, længere. Jeg lå og lyttede til dit hjerte.

Over murbrokkerne. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

På en rude. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

Vores land. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Har vi de samme øjne?

Sådan noget. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Hvad tæller du til? Sådan svarede du.

Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Dagene. Ugerne. Vennerne. Når jeg skrev dit navn i lyset, faldt en stråle fra månen ind af mit vindue. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

Jeg forsvinder ikke.

At forvandle dette rum til et andet. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene

Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag.

Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Du kan være i dette landskab. Ring til mig uden grund.

Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Jeg var nøgen i de dage. Sad jeg alene? Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.