Alting ligger bag alting. Ikke glemme floderne i ørerne.

Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Sætningerne er et hav. Det handler om overfladen. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.

Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Bag træerne.

Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.

Kan jeg være i dette landskab? Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. På en rude. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. At forvandle dette rum til et andet. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Brev. Var der virkelig ild et sted? Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster.

Jeg kunne ikke formulere de sætninger.Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Jeg kunne ikke formulere de sætninger.

Oplæsning for intetheden. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Udsigten var håbløs. Alting ligger bag alting. Blæste det virkeligt? Mørket kaldte vi bare for mørket. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre

Du trak de yderste. Jeg var i din krop, og du? Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Stod imod, men skrev: intet. Ord. At forvandle dette rum til et andet.

Noter. Beskrivelser. Dagene. Ugerne. Vennerne.

Dagene. Ugerne. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig.

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Solstorm. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil.

Sad jeg alene? Du trak mig med til de yderste bjerge. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Sætningerne er et hav. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Der var noget som åbnede sig. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.

Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Derinde bag skoven. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Her er dagen allerede langt foran mig. Under den blå, blå himmel. Brev i april. Som at læse glemte aviser.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. At en verden. At en verden. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;