Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider. Sletten forvandler sig til mørke og sten. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Du siger noget om solen.

Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Brændte det friske løv virkeligt?

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Min ene pen er rød og den anden sort. Træerne. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Som at sidde på en tunge og bare se derudaf.

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Sætningerne er et hav. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamantPå altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Grå. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Blå.

Gennem hullet i hegnet. Og en anden dag: Sætningerne er et hav.

Bag træerne. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Jeg skriver dagen igang, stille. Det gør ikke noget. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Har vi de samme øjne? Ikke søge ly i den flod. Dine diamanter lyser i min mund. Alting ligger bag alting. Et brev.

Du må ikke forsvinde. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag.

Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Dagene. Ugerne. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Bag træerne. Ikke glemme floderne i ørerne. Træerne.

Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.