Kan skriften være genert? Jeg bladrer i en tilfældig bog. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Oppe på bakken. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.

Det var før du kunne forsvinde. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Du må ikke forsvinde. Derinde bag skoven.

Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv.

Dine sætninger. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Sletten forvandler sig til mørke og sten. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Nu er der en uro i kroppen. Altid er det dette langsomme blik. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. På et stort stykke hvidt papir. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Og vi vågnede. Oppe på bakken. Et brev. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.

Jeg fandt en linje et sted under min reol. Luften og jordens sange. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Farvede lidt sort i din ørken. Sådan svarede du. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Hvad skulle glemmes? Jeg bladrer i en tilfældig bog. Sætningerne er et hav. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.

Jeg kunne ikke formulere de sætninger.

Muren omkring ordene. Og tænkte kun på den gennemgribende stilhed, kedsomheden i den første linje. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Jeg sad alene i solen. Udsigten var håbløs.

Jeg havde endnu ikke mødt dig. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Mørket kaldte vi bare for mørket. Kan jeg være i dette landskab? Jeg er på den anden side af havet.

Jeg ville gerne give dig mine. På en rude.

I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Derinde bag skoven. Nordlysets sitren i din stemme. Taster en sætning i mørket, i lyset. Når jeg faldt i søvn, lå der altid en fælde tilbage fra dagen. Det her er ingen leg.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne.