Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden; Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Bøgerne tegnede deres egen retning. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Ikke var muligt at komme derind. Det her er ingen leg. Alting ligger bag alting.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Noter. Beskrivelser. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Om andre byer, andre verdener.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Alting ligger bag alting.

Jeg lå og lyttede til dit hjerte. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Blå. Dine ned gennem atmosfæren. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.

En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Et genert rum, et intimt rum. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Træerne.Træerne. Træerne. Træerne. Træerne.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Her er natten allerede langt bag mig. Zeitgeist. Shit. Show. Var det bare regnen?

Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Hvem var det, der skrev:

Et udadvendt rum, et favnende rum. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Kalken. Alting ligger bag alting. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Vi taler om andre betingelser for nærvær. Jeg famlede med dine øjne, deres blå cirkel af lys. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Derinde bag skoven. Fuglene hang på den blå, blå himmel. At forvandle dette rum til et andet. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere.

Træerne. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.