Det kunne forsvinde. Hver dag gled med mig videre. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Sådan er det. Er det?

Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Den sindssyge himmel. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Ilden. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Stolen jeg sad på knirkede i solen. Uforståelige sætninger at klæde sig i I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

Dine sætninger. I bussen skrev jeg en sms til dig. Om andre universer, andre stjernesavn. Vi har de samme øjne.

Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide. Bagefter tronede ulæste bøger sig op.

Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden.

Der var noget der greb fat i øjnene, som lod dem fælde tåre til det lignede gråd. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene

Jeg skrev på de tavse mure, ved de yderste kyster, ved de stille gader, de forsigtige veje.

Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Det er bare. Luften og jordens sange.

Det dybeste af alt er huden? Som at læse glemte aviser. Kan jeg skrive sådan? Der var noget som åbnede sig. Derinde bag skoven. Oplæsning for intetheden. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

For hvert lag af betydning i stenene.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg fandt en linje et sted under min reol.Jeg fandt en linje et sted under min reol. Jeg fandt en linje et sted under min reol.

Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed.

Sandet. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Hvad skulle glemmes? I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.

Meningsfulde dage med noter, betragtninger. Et bart stykke at gumle på, sådan er poesien i de mindste detaljer. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Bøgerne var de eneste.

Hvad tæller du til? Du må ikke forsvinde.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Jeg havde endnu ikke mødt dig. Afsavn. Det handler om overfladen. Det var før du kunne forsvinde.

Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.