Senere i vores linje. Stod imod, men skrev: intet.

Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller. Brev i april. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. At tale var blevet uoverskueligt. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Jeg spiste det tørre knækbrød og sesamfrøene. Jeg forsvandt.

Jeg var i din krop, og du? Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

Om andre byer, andre verdener. Kan jeg skrive sådan? Du kan være i dette landskab. Et brev. Det handler om overfladen.

Et brev. Bøgerne tegnede deres egen retning. Jeg skriver dagen igang, stille. Bøgerne tegnede deres egen retning. Jeg skrev mig vild i de dage.

Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.