Glashænder. Oplæsning for intetheden. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Men mit sprog er ikke fjendtligt.

Sådan svarede du. Bordet vipper. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Et brev. Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille.

Jeg ryster en tilfældig bog. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Blæste det virkeligt? Når du ringer, hører jeg det ikke. Jeg prøver at tale til dig igennem en lukket bog. Dagene. Ugerne. Vennerne. Hvilke krystaller lyste i dine ord?

Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop. Mine linjer kommer igen.

Jeg famlede med dine øjne, deres blå cirkel af lys. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Jeg så skibe bevæge sig bag havet, deres sætningers lys i det oprørte hav. Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. Jeg tror, du havde glemt den der.

Sandet.

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Ilden. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt:

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Farvede ordene milde. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Når du siger mit navn, svarer min krop.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Intimiteten i skriften Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Var der virkelig ild et sted? Jeg er i tvivl, hvordan skal jeg skrive dine kinder i vinden? Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.