Sætningerne er et hav. Derinde bag skoven. Sletten forvandler sig til mørke og sten. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Og en anden dag: Lysene lyste.

Og en anden dag: Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Altid er det dette langsomme blik.

Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden; Var jeg stille? Jeg kunne mærke dit hjerte.

Jeg var de dage.

Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Derinde bag skoven. Sådan noget.

Der var noget som åbnede sig. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Bøgerne tegnede deres egen retning. Hvem var det, der skrev:

Der var noget som åbnede sig. Jeg kunne ikke formulere de sætninger.Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Jeg kunne ikke formulere de sætninger.

Du trak de yderste bjerge. Du siger noget. Du, du. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. At lytte gav ikke længere mening. Min krop vipper. Jeg kunne ikke formulere de sætninger.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg var i din krop, og du?

Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Er du på den anden side af havet?

Lysene lyste. Nede ved havet. Dine grene skygger for min mund. Nætterne. Ugerne. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Det gør ikke noget.Det gør ikke noget. Det gør ikke noget. Skovene trak helt ud til ørknen som trak videre i jorden som trak i øjnene som en let klarhed.

Sådan noget. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Udsigten var håbløs.

Jeg sad alene i solen. Kan jeg skrive sådan? Var disse linjer virkeligt virkelige? Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.