Du trak de yderste bjerge. Du siger noget. Du, du. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. At lytte gav ikke længere mening. Min krop vipper. Jeg kunne ikke formulere de sætninger.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.