Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Brev i april.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Sådan noget.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Blæste det virkeligt?

Jeg skrev intet ned i den periode. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Jeg skriver dagen igang, stille. Det dybeste af alt er huden? Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Det handler om dine inderste tanker: alting buffer i mine sætninger. Et wack rum, et rum for stars. Nu driver mine drømme ud i et hårdere, en sværre tid. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Jeg er på den anden side. Jeg prøver at forstå dette tilfælde:

Jeg vågner og ser dig, dine øjne. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Et sted er der en. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Mørket kaldte vi bare for mørket.

Som nu i morges: At se dig. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne.

Og vi vågnede. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Et genert rum, et intimt rum. Trak jeg dig med til de yderste bjerge?

Sådan svarede du. Har vi de samme øjne? I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Jeg var i din krop, og du? Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

Dagene. Ugerne. Vennerne. Blæste det virkeligt? Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre Ring til mig uden grund. Dagene. Ugerne. Vennerne. Der var noget som åbnede sig.

Det er bare. Farvede ordene milde. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Jeg var i din krop, og du? Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Dagene. Ugerne. Vennerne. Du må ikke forsvinde.