Hvad? Du, dine øjne. Jeg ser dig, ser dig, ikke. Ikke glemme.

Sammen lå vi og kortlagde: Jeg i dit hjerte. Var det markerne? Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Stille?

Sådan svarede du. Hvad? Vi er det sarte, de stille. Jeg, tøvende.

Når du siger mit navn, svarer min krop. I bussen skrev jeg en sms til dig. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille.

Et brev. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Jeg lå og lyttede til dit hjerte.

Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Vidste du det?

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm.

Da jeg faldt i søvn, blev jeg i tvivl:

Du kan være i dette landskab. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Og dén himmel; det var en sindssyg dag. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Jeg, jeg. I bussen fulgte en samtale fraværet op. Jeg forsvinder ikke. På en rude. Sætningerne er et hav.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.

At forvandle dette rum til et andet. Hvilken nat fulgte efter natten? Glashænder.

Der var noget som åbnede sig. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Bøgerne hvilede omkring kaffen. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Dine øjne. Du, du.

I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Luften og jordens sange. Hvor længe havde du drevet i vinden? Sådan her så mine dage ud på det tidspunkt. Blå. Et stort papir. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

I sollyset sitrer en ædelsten fra jordens inderste. Som nu i morges: Du skrev ikke længere. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske. At forvandle dette rum til et andet.

millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Grå. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Luften og jordens sange. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Blå.

Uforståelige sætninger at klæde sig i