Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Ofte falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skuldrene over månens sind.

Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Sad jeg alene? Giver det mening? Var jeg stille?

Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Vi har de samme øjne. Det var dine læber. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre Sætningerne er et hav. Jeg skrev mig vild i de dage. Sandet. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Muren omkring ordene.

Bøgerne tegnede deres egen retning.

Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Bøgerne tegnede deres egen retning.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Oppe på bakken. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.

Jeg forsvinder. Hvad tæller du til?

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Når vores kroppe er hinanden.

Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Mail i november. Dine. Jeg skriver i natten, i den fugtige alvor. Sandøjne.

Alting ligger bag alting. Var disse linjer virkeligt virkelige? Et sted derinde er der et lille funklende grønt. Jeg læste i aviser, i glemslen. Var jeg stille? Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

Jeg har skrevet et kort til dig. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. På en rude. Der var noget som åbnede sig.

Jeg skriver dagen igang, stille. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten.

En. Når en stråle af sol faldt på min hud, sagde du, det var et digt, der lå der som en stilhed, som et tegn. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag.

Jeg forsvinder. Ikke den flod. Som nu i morges: Jeg var faldet: en plettet søvn, en dyb melankoli igennem landskabets sorg. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Et rum, et rum.

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.