Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Hvad tæller du til? Jeg har dig. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Jeg forsvinder ikke. Det handler om overfladen.

Jeg har skrevet et kort til dig. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Nu er der en uro i kroppen. Nu er der en uro i kroppen.

De vigtigste. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.

Du trak mig med til de yderste bjerge. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Jeg tror, du havde glemt den der. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.

Vi har de samme øjne. Du trak mig med til de yderste bjerge. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden.

Det er vinden, der blæser toner gennem sivene.

Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Vidste du det?

Skriv mig ind i dine læber. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Der var noget som åbnede sig. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.

Sandet. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Oplæsning for intetheden. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Ilden. Altid er det dette langsomme blik.

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Luften og jordens sange. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Sætningerne er et hav. Blæste det virkeligt? Kan jeg være i dette landskab? Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften.

På et stort stykke hvidt papir. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.

Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Et genert rum, et intimt rum.

Sådan her. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. I læberne og i huden.

Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik.