Jeg prøver at forstå dette tilfælde: De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig.

Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Ikke glemme floderne i ørerne. Mørket kaldte vi bare for mørket. Giver det mening? Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm.

Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.

Vi stod derinde og fortalte og lyttede.

Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Havde du fundet en grøn sten? Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Hvad tæller du til? Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Der var intet som skulle glemmes.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Det var før du kunne forsvinde. Et genert rum, et intimt rum.

Bøgerne var de eneste. Da blev jeg bange. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.

Det dybeste af alt er huden. Afsindighed. Udsalgsvarer. Intimiteten i skriften.Intimiteten i skriften. Intimiteten i skriften. Intimiteten i skriften.

Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Ikke var muligt at komme derind. Kan jeg være i dette landskab? Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Ikke søge ly i den flod.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Der var intet som skulle glemmes.

De bløde bakker udenfor byen. I det tidlige: æggemaden, tomaterne, den kolde øl. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne. I hver dag gled rester af betydning med mig videre

I det tidlige: æggemaden, tomaterne, den kolde øl. Sandet. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Jeg bladrer i en tilfældig bog.

Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Der var intet som skulle glemmes. Jeg var i din krop, og du? Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

I sollyset sitrer en ædelsten fra jordens inderste. Hvad tæller du til?Hvad tæller du til? Hvad tæller du til? Ikke søge ly. Jeg tegnede din hud på alting. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge?

Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.