Blå. Blå.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Dette langsomme blik imod stenene. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Derinde bag skoven.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Stolen jeg sad på knirkede i solen.

I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Solens sind. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Blå. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Luften og jordens sange. Og en anden dag:

Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Jeg går bare og venter på den fucking sol.

Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Sætningerne er et hav. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Udsigten var håbløs.

Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Og vi vågnede. Bag træerne. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Tågen i skovene i udsigten. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv.

Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Jeg tegnede din hud på alting.

Altid er det dette langsomme blik.Altid er det dette langsomme blik. Altid er det dette langsomme blik. Jeg læste dine linjer Det var før du kunne forsvinde.

Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Det tøj der er på min krop hænger på min krop.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

Du må ikke.

Og en anden nat: Sådan noget. Du må ikke forsvinde. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Tågen i skovene i udsigten. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne.