Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Om andre byer, andre verdener. Kalken.Kalken. Kalken. Stjernekontinent. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Mørket fulgte mig blødt, og jeg trak på det sprog, som tøvede ved det yderste landskab. Under den blå, blå himmel.

Nordlysets sitren i din stemme. Min skrift er farvet af sig selv. For hvert lag af betydning i stenene. Kan jeg skrive sådan?

Afsavn.

Jeg, tøvende. Mørket kaldte vi bare for mørket. Afsavn. Jeg sejlede mellem dine læber. Kan jeg skrive? Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Jeg er på den anden side af havet.

Glemmes? Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Alting ligger bag alting. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Vi har de samme øjne.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Jeg sad alene i solen. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.

I læberne og i huden. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Jeg var nøgen i de dage. Muren omkring ordene. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

Gennem hullet i hegnet. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Sætningerne er et hav. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne.

Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Dine diamanter lyser i min mund.

Dine diamanter lyser i min mund. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.

Under den blå, blå himmel.

Var det skovene du kom fra? Mørket kaldte vi bare for mørket. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Ring til mig uden grund. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Kalken. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene