Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Dagene. Ugerne. Vennerne.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Luften og jordens sange.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen.

Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Dine sætninger.

At tale var blevet uoverskueligt. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Sad jeg alene? Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Intimiteten i skriften

I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Jeg er på den anden side af havet.Jeg er på den anden side af havet. Jeg er på den anden side af havet. Jeg er på den anden side af havet.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Stjernekontinent.

Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Skovene. Hvem var det, der skrev:

Solstorm. Var der virkelig ild et sted? Blæste det virkeligt? Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Træerne. Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet.

Meningsfulde dage med noter, betragtninger.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Farvede ordene milde. Jeg har skrevet et kort til dig. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Oplæsning for intetheden.

Glashænder. Og tænkte kun på den gennemgribende stilhed, kedsomheden i den første linje. Tilbage i fortiden, hvad skulle vi tilbage i fortiden?

I hver dag gled rester af betydning med mig videre

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.