Når du siger mit navn, svarer min krop. Er du på den anden side af havet? Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv.
Alting ligger bag alting.Alting ligger bag alting. Alting ligger bag alting. Det var ikke markerne jeg kom fra. Giver det mening?Giver det mening? Giver det mening? Giver det mening?
Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Hvad tæller du til? Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.
Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.
Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.
Sådan svarede du. Når du siger mit navn, svarer min krop. I bussen skrev jeg en sms til dig.
Dine langsomme løgne er et lys i min himmel. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Ormene i det stille sand og nede i jorden. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Da jeg vågnede, var jeg sikker:
Under murbrokkerne. Next step: vi lå på tærsklen af bevidstheden og svajede med svaneøgler og gøgl.
Silicium. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Det her er ingen leg. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.
Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.
Hvor vil det ødelagte sprog hen? Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.
Idealet, sagde den gamle hund, er en mumlende idiot ved daggry. Luften og jordens sange. Fordi jeg lytter er her stille, mørkt fordi lyset ser. Den sorte nat er uudgrundelig, jeg går i blinde.
Intimiteten i skriften Hvem var det, der skrev: Jeg bladrer i en tilfældig bog.
Et brev. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne
Noter. Beskrivelser. Farvede ordene milde. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.
Mørket kaldte vi bare for mørket.
Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm.Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.
Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Mine linjer kommer igen. Jeg læste dine linjer Enkelte slukker bål og stiver i den hidsige røg, mens andre for altid forvandler sig og bliver som havet.