Og dén svimlende sindssyge, pop-up-love-story. Altid er det dette langsomme blik. For hvert lag af betydning i stenene. Farvede ordene milde.

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Det dybeste af alt er huden? Intet glemmes. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere.

Vi har hverken gardiner eller travlt. Du trak mig med til de yderste bjerge.

Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Hvilken nat fulgte efter natten?

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Blå. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.

Har vi de samme øjne? Farverne. Af alt det skyggende, matte, reflekterende. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Den sindssyge himmel. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.

Uforståelige sætninger at klæde sig i Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Intet ligger bag intet. Hvilke krystaller lyste i dine ord?

Du må forsvinde.Du må forsvinde. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanterJeg ville gerne give dig alle mine diamanter Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter

Det handler om overfladen. Rundt på tingene. Det der blæser.

Ved den kyst, havets langsommelighed. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Bag øjnene sidder en lampe og ser. Når min krop.

Du kan være i dette landskab. Sådan svarede du.

Landet smuldrer, smuldrer. Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. At tale var blevet uoverskueligt.

Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Jeg har skrevet et kort til dig. Du må ikke forsvinde.

På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.

Hvor vil det ødelagte sprog hen?

Jeg var i din krop, og du? Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.

Stolen jeg sad på knirkede i solen. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Ikke søge ly i den flod. Jeg var i din krop, og du? Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.