Oppe på bakken. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Grå. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Hvad skulle glemmes? Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid.

Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.

Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Afsavn. Udsagn. Af alt det lysende, reflekterende, matte.

Brev i april. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.

Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Har vi de samme øjne? Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Der hang figner henover udsigten. Hvad tæller du til? Jeg sejlede henover havet, henover himlen.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Vi har de samme øjne. Udsigten var håbløs. Oplæsning for intetheden. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Udsigten var håbløs. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Skyen skjulte noget for fuglene.

Jeg skrev intet ned i den periode. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

Stolen jeg sad på knirkede i solen. Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. På en rude.

Jeg bladrer i en tilfældig bog. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

Ikke var muligt at komme derind. At tale var blevet uoverskueligt. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.

Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Jeg læste dine linjer Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Jeg sad alene i solen. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.

Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).