Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Har vi de samme øjne? Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Der hang figner henover udsigten. Hvad tæller du til? Jeg sejlede henover havet, henover himlen.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.