Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Vi har de samme øjne. Udsigten var håbløs. Oplæsning for intetheden. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.