Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Oppe på bakken. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Under den blå, blå himmel.

Over murbrokkerne. Jeg læste dine linjer Det gør ikke noget. Glashænder. Sådan noget. Gennem hullet i hegnet.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Dine diamanter lyser i min mund. Var der virkelig ild et sted? Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Farvede ordene milde. Brev i april. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Jeg skriver dagen igang, stille.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Hvilken nat fulgte efter natten? Min ene pen er rød og den anden sort. Hvilken nat fulgte efter natten? Var der virkelig ild et sted?

Derinde bag skoven. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Under den blå, blå himmel. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil.

Oppe på bakken. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Det her er ingen leg. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Grå. Om andre byer, andre verdener. Jeg skriver dagen igang, stille. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Ilden. I bussen skrev jeg en sms til dig. Du siger noget om solen. Jeg har skrevet et kort til dig.

Det gør ikke noget. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Om andre byer, andre verdener. Og vi vågnede. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Kalken.

De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Du må ikke forsvinde. Den sindssyge himmel. Hvem var det, der skrev: Her er dagen allerede langt foran mig. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.