Det gør ikke noget. Dine diamanter lyser i min mund. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Over murbrokkerne. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

Stjernekontinent. Sådan noget. Der var noget som åbnede sig.

Ilden. Det var ikke skovene jeg kom fra.

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Over murbrokkerne. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.

Jeg skriver dagen igang, stille.

Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Sætningerne er et hav. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Sandet. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Udsigten var håbløs. Der hang figner henover udsigten. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.

Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Hvad tæller du til? Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Udsigten var håbløs. Altid er det dette langsomme blik.

På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Dette langsomme blik imod stenene. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.

Her er dagen allerede langt foran mig. I bussen skrev jeg en sms til dig.

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Kalken. Muren omkring ordene. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind.

Ikke var muligt at komme derind. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Dine diamanter lyser i min mund. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. For hvert lag af betydning i stenene. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.