Over murbrokkerne. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Under den blå, blå himmel. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.

Sætningerne er et hav. At tale var blevet uoverskueligt.

Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Jeg sad alene i solen.

Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. På en rude. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Blå. Og en anden dag: Bag træerne. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Bordet vipper. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Jeg sad alene i solen. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Ved den kyst, havets langsommelighed. Det var dine læber. Nætterne. Ugerne.

Sådan svarede du. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne.

Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Blå. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Gennem hullet i hegnet. Glashænder. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Oppe på bakken. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Oppe på bakken. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.

Og vi vågnede.Og vi vågnede. Og vi vågnede. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.