Oppe på bakken. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.

Og vi vågnede.Og vi vågnede. Og vi vågnede. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.