Tågen i skovene i udsigten. Sådan her sejlede mine nætter. Jeg skriver på mine fjender, fak dem i hjernen. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Et wack rum, et rum for stars.

Jeg i den ørken. Indimellem sagde du nogle ord.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Stjernekontinent. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Afsavn. Udsagn.

Men mit sprog er ikke fjendtligt. I hver dag gled rester af betydning med mig videre

Lige strejfe omkring dine kys dine linjer af mørkt. Uforståelige sætninger at klæde sig iUforståelige sætninger at klæde sig i Uforståelige sætninger at klæde sig i Som at hilse med begge hænder kødfulde: Yo my friend! Yo, Yo! Der var noget der greb fat i øjnene, som lod dem fælde tåre til det lignede gråd.Der var noget der greb fat i øjnene, som lod dem fælde tåre til det lignede gråd. Der var noget der greb fat i øjnene, som lod dem fælde tåre til det lignede gråd.

I månen – wowow – viser natten sine inderste tricks. Der falder binære sansninger ud af min mund. Tilbage i fortiden, hvad skulle vi tilbage i fortiden? Da jeg faldt i søvn, blev jeg i tvivl:

Derinde bag skoven. Dagene alene på landet. Ofte falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skuldrene over månens sind.

Der er en som dresser up til dans.

Zeitgeist. Shit. Show. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Jeg går bare og venter på den fucking sol. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Hvilken nat fulgte efter natten? De glitrende hemmeligheder inde i stenene.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. De yderste kyster, en grøn sten. Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Ord. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Dine diamanter lyser i min mund.

Solstorm.Solstorm. Giver det mening? Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

Tågen i skovene i udsigten. Om landskabets stilstand og den mørke himmel og jordens nuancer af gråt. Jeg gik i den vildeste drone mens himlens funk trak i tøjet til natten tog over.

Et wack rum, et rum for stars. De lyser i skyggerne, lyser mens en væske siver, siver i det mørkeste.

Det var ikke skovene jeg kom fra. Kan jeg skrive sådan?

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Vi bliver verden. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene

Du må ikke forsvinde. Hvem var det, der skrev: Det var dele af din virkelighed, der gled ind mellem mine læber. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.