Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. De yderste kyster, en grøn sten. Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Ord. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.