Skærmen er en verden i sig selv: hvor er dit hjerte, hvor er din hud? Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Hvad skal vi stille op med den blide himmel? Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Bussen skrev til dig.

Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. I lyset lå jeg og slukkede mine tanker, så de ikke kunne se igennem larmen. Du siger noget. Vidste du det?

Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Bogen jeg læste gled langsomt længere væk i mine tanker. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Når du siger mit navn, svarer min krop. I natten trækker vi vejret igennem hinandens beskeder, lol, lol (lol no more).

På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Var der virkelig ild et sted?

Farvede et sår i dit første ord. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Sådan svarede du. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Jeg har skrevet et kort til dig.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Jeg kyssede en vej ind i sindssygen. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.

Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Du lod himlen hvile. I huden.I huden. I huden. I huden.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Og vi faldt i søvn. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.

Kan jeg skrive sådan? Kan jeg skrive sådan? Noter. Beskrivelser. Når du siger mit navn, svarer min krop. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.